Havregrød er en nem klassiker til morgenmad på shelterturen. Her får du en opskrift på lækker havregrød med havremælk og frugt. Og så kan den nemt laves over bål.

Havregrød med frugt er lækker morgenmad på shelterturen.
Leder du efter en simpel og lækker opskrift på havregrød til din lejrtur eller sheltertur? Så skal du prøve denne opskrift på havregrød lavet med havremælk. Top din havregrød af med bær, frugt og honning.
Ingredienser:
- 2 dl havregryn
- 4 dl havremælk
- Salt
- Flydende honning
- Bær og/eller frugt
I stedet for havremælk kan du også bruge mælk eller vand, eller 50/50 mælk og vand. Havregrynene kan være enten finvalsede eller grovvalsede havregryn. Brug det du bedst kan lide.
Sådan gør du:
Start med at klargøre bær og frugt.
Bland havregryn og havremælk i din gryde, og tilføj en lille smule salt.
Under jævnlig omrøring bringes havregrøden i kog. Brug ikke alt for kraftig varme.
Smag til med lidt salt.
Bring grøden til den konsistens du gerne vil have. Jo længere gryden er over bålet, jo tykkere vil grøden også blive. Skulle den blive for tyk, kan du fortynde med en sjat havremælk.
Servér din havregrød med lidt honning, samt bær og frugter ved siden af.

Havregrød med havremælk i bålgryde
Lav havregrøden over bål
Havregrød er nemt at lave over bål. Og det giver et ekstra outdoor feel, at lave morgenmaden på bål.
Hvis du tilbereder din havegrød med havremælk i en bålgryde, skal du dog være opmærksom på varmen. Havregrød kan nemt brænde på, så du skal være meget opmærksom på at den ikke buldrer derudaf.
Der skal røres meget, så du undgår at den brænder på i bunden. Sørg eventuelt for at placere gryden, så den ikke får direkte flammer eller kraftige gløder. I udkanten af bålet kan være en god idé.
Skulle det brænde lidt på i bunden, skal der røres forsigtigt, så det ikke bliver blandet med den resterende havregrød.
Havregrød på Trangia stormkøkken
Har du et stormkøkken med på shelterturen, kan du også nemt tilberede din havegrød med denne. En af de store fordele er at du bedre kan styre varmen, så grøden ikke så nemt brænder på.
Med et Trangia stormkøkken med gasbrænder, kan du styre varmen meget præcist, så du får tilberedt din havegrød helt perfekt.