Hvornår blæser det for meget til at være i skoven eller tage på sheltertur? Få et indblik i vindens påvirkning på din tur i skoven.
I Danmark er vi vant til blæsevejr. Men faktisk kan det godt blæse så meget, at det er farligt at være i skoven. Det kan gå ud over din skovtur, løbetur eller sheltertur.
Men hvor meget skal det blæse, før at det er farligt at være i skoven? Det tager vi et kig på her.
Undgå tur i skoven i kraftigt blæsevejr
Der er mange ting der kan være farlige, når det blæser i skoven. Grene kan blæse ned fra træerne, og træer kan vælte i stormvejr.
Selv mindre grene kan slå hårdt, hvis de falder fra mange meters højde. Og større grene kan være direkte livsfarlige at blive ramt af.
Ældre syge og rådne træer er udsatte
Oftest er det de svageste træer, som bukker under når vi har storm eller orkan. Det er specielt ældre træer, der har sygdom eller råd i sig, som er specielt udsatte. Hele træer kan give efter, knække midt over, eller større grene kan knække af og falde ned fra mange meters højde.
Men også store og umiddelbart sunde træer, kan ende med at give op og lægge sig ned, hvis der er stærk storm eller orkan. Underlaget spiller også ind på dette. Hvis jorden er porøs, står træerne ikke så godt fast.
Pas på i skoven efter en storm
Hvis du tager en tur i skoven efter et stormvejr, skal du være ekstra opmærksom på forholdene omkring dig.
Væltede træer ligger hvor de gør, men det er de træer der ikke er helt væltet, eller som er delvist knækket, du skal holde øje med. I dagene efter kan disse træer godt give op og vælte, eller større sektioner kan brække af og falde til jorden.
Det samme gælder løse grene, som er knækket af, men endnu ikke faldet til jorden.
Både knækkede træer og store grene kan stå i spænd, og pludseligt løsrive sig. Der er enorme kræfter på spil, som kan føre til ulykker hvis man er uheldig.
Vindstyrke måles på Beaufort-skalaen
Beaufort-skalaen er en skala, som inddeler vindens hastighed og styrke i 13 trin. 0 er den laveste vind, mens 12 er den højeste vindstyrke. Vindstyrken er angivet som meter i sekundet (sekundmeter).
Vindstyrke | M/s | Betegnelse | Betydning |
12 | >32,6 | Orkan | Voldsomme ødelæggelser. Mange væltede og knækkede træer. |
11 | 28,5 – 32,6 | Stærk storm | Talrige ødelæggelser. Træer kan vælte og rives op med rode. |
10 | 24,5 – 28,4 | Storm | Træer kan rives op med rode. |
9 | 20,8 – 24,4 | Stormende kuling | Store grene kan knække af træer. |
8 | 17,2 – 20,7 | Hård kuling | Kviste og grene brækkes af træer. |
7 | 13,9 – 17,1 | Stiv kuling | Større træer bevæger sig og svajer. |
6 | 10,8 – 13,8 | Hård vind | Store grene og mindre træer bevæger sig. |
5 | 8,0 – 10,7 | Frisk vind | Mindre løvtræer svajer lidt. |
4 | 5,5 – 7,9 | Jævn vind | Kviste og små grene bevæger sig. |
3 | 3,4 – 5,4 | Let vind | Blade og mindre kviste bevæger sig. |
2 | 1,6 – 3,3 | Svag vind | Små blade bevæger sig lidt. |
1 | 0,3 – 1,5 | Næsten stille | Røgen viser akkurat vindens retning |
0 | 0,0 – 0,2 | Stille | Røg stiger lige op i luften. |
Vær desuden opmærksom på om der er varsel om kraftige vindstød. Vindstød er kraftige afvigelser fra middelvinden, og optræder i visse vejrsituationer.
Kraftige vindstød kan gøre skade på træer og grene.
Hvornår blæser det for meget til at gå i skoven?
Det er altid en personlig vurdering. Men overvej om ikke det var værd at blive ude af skoven, når vejrudsigten melder om kuling eller mere. Her bevæger større træer sig, og der er risiko for at kviste og grene brækker af træerne.
Regler for bål i blæsevejr
Tager du på sheltertur eller lejrtur når det blæser, skal du være opmærksom på reglerne for bål i det fri.
Det er ikke tilladt at tænde bål, hvis det blæser med hård vind eller derover. Altså med mere end 10,8 sekundmeter.
Reglerne skal overholdes, da risikoen for brand ellers stiger mærkbart, da gnister og gløder kan sprede sig til omkringliggende brandbare materialer i naturen.
Tjek vejrudsigten hjemmefra
Et godt råd er at tjekke vejrudsigten inden du tager i skoven. Her vil du kunne se den forventede vindstyrke på dagen, fordelt på klokkeslæt, og vurdere om det er vejr til en tur i skoven.
Du kan finde din lokale vejrudsigt her: