Kender du knivloven? Der er regler for, hvilken type knive du må medbringe på din sheltertur. Bliv klogere på reglerne for lommeknive, dolke og outdoor knive her.
Du må som udgangspunkt ikke gå med kniv på offentlige steder i Danmark. Men der er dog visse undtagelser, hvor du gerne må medbringe visse typer knive, hvis de kun anvendes til et anerkendelsesværdigt formål.
Det kan eksempelvis være hvis du skal på spejderlejr, på sheltertur eller skal ud og vandre, hvor du kan få behov for en kniv.
Men det er ikke alle typer og størrelser du må medbringe.

Du må tage en kniv under 12 cm med på din sheltertur.
Hvad siger knivloven?
Du må som udgangspunkt, ikke bære eller besidde knive, på offentlige steder i Danmark. Undtagelsen er hvis der er tale om dit arbejde, hobby eller sport og fritidsaktiviteter. Det kan være dig der skal på jagt, går til spejder eller skal på fisketur.
Lommeknive, spejderdolke, outdoor knive, foldeknive, schweizerknive og lignende, må have en klinge på højst 12 cm.
Altså må du derfor gerne medbringe en lommekniv eller dolk på shelterturen.
Visse knive på mere end 12 cm, kan stadig være lovlige, hvis de kun anvendes til et anerkendelsesværdigt formål, og være udarbejdet til det formål, som du vil bruge kniven til. Det være en fileteringskniv , som en lystfisker tager med til at rense fisken. Eller jægerens jagtkniv og spejdernes spejderdolk. Kokken må også gerne tage sine knive med på arbejde.
Du må gerne medbringe kniven under transporten til eller fra dine ture. Og du må også gøre ophold eller løbe ærinder undervejs under transporten. Eksempelvis må du godt handle på vej hjem fra shelterturen, hvis blot din kniv bliver i bilen, og opbevares forsvarligt der.
Der findes en række knivtyper, som ikke må medbringes. Det gælder bl.a. springknive, faldknive, foldeknive med to skæfter (butterfly knive), kasteknive mv. Se den fulde liste i knivloven via linket nederst på siden.
Hvad med min økse?
Hvis du har behov for at tage en økse med på shelterturen, gælder de samme regler som med knive. Det kræver ikke tilladelse at medbringe en økse, der har en klinge på under 12 cm. Økser med klinger på over 12 cm kræver våbentilladelse, for at du må medbringe denne på turen.

Schweizerkniven er også lovlig at medbringe på turen.
FAQ om knivloven
Hvor lang må en kniv være?
Du må som udgangspunkt medbringe en kniv på turen, hvis den har en klinge på under 12 cm. Der er undtagelser på knive over 12 cm, hvis du har en anerkendelsesværdigt formål med kniven. Eksempelvis arbejdsknive eller knive til visse fritidsaktiviteter.
Hvordan måles længden af kniven?
Knivloven skelner mellem knive af forskellig længde, og du skal måle fra knivens skæfte og ud til spidsen af klingen, for at finde længden på din kniv ift. loven.
Hvad sker der, hvis man overtræder knivloven?
Hvis du skulle blive taget i at overtræde knivloven, kan det medføre at du får en bøde. I slemme tilfælde, eller ved gentagelser, kan du også risikere fængselsstraf. Sørg derfor fro at have styr på de knive du medbringer på turen.
Kilde: Loven om knive og blankvåben