
Snittet telt pløkke kan bruges til opsætning af telt og tarp
Telt pløkker er svære at undvære, hvis du vil sætte telt eller tarp op i naturen. Du kan købe pløkker og medbringe hjemmefra, eller også kan du lave dine egne pløkker af grene, som du finder i skoven.
I ægte bushcraft-stil, kan du nemt snitte telt pløkker, som du kan bruge til at holde barduner osv. Det er rart at kunne, hvis du skulle være kommet afsted uden pløkker, eller har behov for en ekstra pløk på turen.
Herunder kan du se en guide til at snitte dine egne pløkker.
Sådan snitter du telt pløkker
- Start med at finde en solid gren med en længde på 20-30 cm. Jo længere gren du vælger, jo længere kan den også bankes i jorden, så du får en solid pløk. Vælg desuden gerne en gren med en tykkelse på 2-4 cm eller lignende.
- Snit nu pløkken spids i den ene ende. Det gør det meget nemmere at banke den i jorden.
Et lille indhak fæstner bardunen bedre.
- Snit kanterne af i modsatte ende af spidsen. Så får du en mere solid telt pløk, som ikke flækker så nemt, når du banker den i jorden.
- Nu skal du snitte en modhager i den ene side cirka 4-5 cm fra toppen. Det nemmeste er at skære lidt ned, og så snitte forsigtigt skråt ind mod dit snit. Fortsæt indtil du har et godt hak, som kan fungere som modhager. Du kan også snitte lidt op under dit hak. Så får du endnu mere modhager på, eller krog om man vil.
Nu har du en færdig pløk, som er nem at banke i jorden. Brug en hammer, en god sten eller en større gren til at banke pløkken i jorden.
Sørg for at banke den lidt skrå i jorden, så dit modhager hak, vender nærmest jorden.
Husk at tage pløkken op af jorden igen, når du er færdig med at sove i naturen. Pløkken kan du smide i skovbunden, eller tage med hjem og bruge en anden gang.

Hjemmelavet teltpløkke snittet af gren