En vandretur i Danmark kan være en fantastisk oplevelse, men det er vigtigt at være godt forberedt. Herunder finder du en pakkeliste til vandreturen, der sikrer, at du har alt det nødvendige udstyr, mad og drikkevarer med dig.
Uanset om du er en erfaren vandrer eller nybegynder, er det vigtigt at have det rigtige udstyr og forsyninger med dig, så du får god, behagelig og sikker vandretur.
I denne guide kommer vi med vores bud på pakkeliste til vandreturen. Den dækker alt fra udstyr til mad og drikkevarer, så du kan være godt forberedt på din næste vandretur.
I pakkelisten til vandreture, kommer vi bl.a. ind på:
- Udstyr til vandreturen
- Beklædning og fodtøj
- Soveudstyr og telte
- Mad og drikkevarer
- Førstehjælpskit, medicin og personlig sikkerhed
- Navigationsværktøjer og kort
- Toiletsager og personlig hygiejne
- Telefon og Powerbank
- Ekstra tips og anbefalinger
- Vandreture i Danmark
Pakkeliste
Pakkelisten kan du justere, som du vil. Hvad og hvor meget du skal gave med, afhænger i høj grad af årstid, terræn, længde, antal kilometer/dage osv. Nedenstående pakkeliste er tænkt til vandreture i Danmark.
Skal du på fjeldvandring, caminoen eller noget helt tredje, kan der være andre ting du skal have med i din oppakning.
Brug vores pakkeliste til vandreture som inspiration, og sammensæt så din egen ud fra dine behov.
Udstyr til vandreturen
Der er noget helt grundlæggende udstyr, som er godt at have med på vandreture.
- Rygsæk: Vælg en rygsæk med tilstrækkelig kapacitet til at rumme alt dit udstyr. Den skal samtidigt være ergonomisk, så den aflaster dig, i stedet for at veje dig ned. Den skal sidde godt, så du kan gå langt med den på ryggen. Det er værd at ofre penge på en god rygsæk, hvis du skal gå langt eller ofte.
- Vandtæt pose: vandtætte poser beskytter dine ejendele mod regn og fugt. Put de vigtigste ting i vandtætte poser i din rygsæk, så det holder dig tørt, selvom du skulle komme ud for en stor byge. Plastikposer er den billige læsning, og kan også bruges i din rygsæk.
- Lommekniv: En lommekniv er praktisk at have med til forskellige opgaver under vandreturen.
- Pandelampe og/eller lommelygte: Skal du vandre om aftenen, eller overnatte i shelter eller telt, sørger du med en lommelygte eller pandelampe for, at have lys om natten eller i mørke områder.
Du kan desuden overveje:
- Vandrestave: Et par vandrestave giver stabilitet og aflaster belastningen på dine ben. De kan være gode i kuperet terræn. Dog ikke em nødvendigt i dansk natur.
Beklædning og fodtøj
Både fodtøj og beklædning er essentielt for en god vandretur. Når du vandrer er det absolut vigtigste, at du har godt fodtøj, som du kan gå langt i, uden at du får vabler og alt for ømme fødder.
Sørg desuden for at dit tøj sidder godt, og ikke skarver dig, når du går langt. Slidsår er ubehageligt på en vandretur.
- Vandrestøvler / vandresko: Vælg et par vandtætte og komfortable støvler eller vandresko med god støtte. Et par gode sko eller støvler er det vigtigste fundament for en god lang vandretur.
- Vandtætte jakker og bukser: Vandtæt yderbeklædning eller direkte regntøj, kan holde dig tør under uforudsete regnbyger. Vil du spare plads, kan en let regnponcho være en mulighed. Tjek vejrudsigten inden vandreturen, og vurdér om der skal regntæt tøj med.
- Lag-på-lag beklædning: Trelagsprincippet giver mulighed for justering af temperaturregulering på vandreturen. Specielt godt, når du skal overnatte på turen også. Uldundertøj kan anbefales.
- Fugttransporterende sokker: Det er vigtigt at passe på dine fødder på en vandretur. Gode sokker kan hjælpe dig med, at undgå vabler og fugtige fødder. Medbring gerne mindst et par ekstra sokker, så du altid kan have tørre strømper på. Dine fødder vil takke dig for det.
- Solhat eller kasket: En god kasket, hat eller solhat beskytter dit hoved mod solen, når du går mange timer i høj sol.
Soveudstyr og telte
Skal du overnatte på vandreturen, skal du overveje inden turen, hvad der er den smarteste løsning. Skal du have et telt med, en hængekøje, eller måske overnatte i shelter undervejs.
- Letvægtstelt: Vil du sove i telt på vandreturen, bør du vælge et telt, der er nemt at bære og opsætte. Gå efter et letvægtstelt.
- Hængekøje: I stedet for et telt, kan du også overveje en hængekøje. En hængekøje fylder markant mindre end et telt, og er nem at opsætte.
- Liggeunderlag: Sørg for en behagelig overflade at sove på. Vælg et godt liggeunderlag, så du både logger behageligt, og er isoleret fra jorden. Se vores guide til liggeunderlag.
- Sovepose: Vælg en sovepose, der passer til årstiden, vejret og temperaturen. Gå efter en letvægtssovepose, så den ikke bliver for stor og tung, at gå rundt med i bagagen. Se vores guide til sovepose.
Mad og drikkevarer
Hvor meget mad og drikkevarer du skal have med, afhænger af længden og varigheden af din tur. På flerdagsture skal du enten have mere med, eller sikre dig at du kan proviantere eller finde spisesteder undervejs. Specielt væske, skal du have rigeligt med af.
På en del shelterpladser, findes der vandhane. Her kan du fylde dine vanddepoter op undervejs.
- Vandflasker eller vandreservoir: Sørg for at have nok væske til hele turen. Vand er alfa og omega, og da du bruger meget energi og sveder, skal der meget vand til, hver dag. Medbring vandflasker eller måske et vandreservoir. Og læg en plan for, hvordan du skaffer vand undervejs på vandreturen.
- Energirige snacks: Vandreture kræver energi. Medbring energibarer, nødder og tørret frugt. Det er nem energi på turen, som ikke fylder eller vejer ret meget.
- Letvægtskogegrej: Et lille stormkøkken eller primus, er praktisk til madlavning undervejs, og kan sagtens pakkes med i en vandrerygsæk.
- Frysetørret mad / turmad: Vælg letvægtsmåltider, der er nemme at tilberede. Eks. bare ved at tilsætte kogende vand. Der findes et stort udvalg af frysetørret mad og turmad, som er perfekt til vandreture og shelterture, hvor du ikke skal bruge lang tid på madlavning.
Førstehjælpskit, medicin og personlig sikkerhed
En lille førstehjælpstaske kan være guld værd. Når du vandrer er det vigtigt at tænke i mulige vabler. Medbring udstyr til behandling af disse.
- Førstehjælpskit: Medbring forbindinger, sårrens, smertestillende medicin, støttebind osv. Find førstehjælpskit her.
- Vabelplaster: Giver dig mulighed for at behandle eventuelle vabler undervejs. Medbring både vabelplaster til behandling af vabler, samt plaster e.a. til forebyggelse af vabler.
- Solcreme: Skal du vandre i høj sol, bær du beskytte dig mod solens UV-stråler. Medbring en højfaktor solcreme, som beskytter dig mod solskoldning.
- Insektspray: Insekt- og myggespray kan være godt at have med. Specielt hvis du skal overnatte udendørs undervejs på vandreturen. Det kan også være lindrende midler mod mygge- og hvepsestik.
- Medicin: Bruger du medicin, skal du huske at medbringe det til alle dage på vandreturen.
Navigationsværktøjer og kort
Måske du kan nøjes med din telefon og Google Maps? Så er nedenstående ikke super nødvendigt. Skal du andre steder hen end Danmark, kan det dog være alfa og omega, at kunne finde vej uden sin telefon.
- Kort og kompas: Vælg detaljerede topografiske kort og lær at bruge et kompas. Så kan du altid finde vej, selvom du kommer på ukendt territorie.
- GPS-enhed: Hjælper med at holde styr på din rute og position. Ikke så oplagt i Danmark, men god på fjeld- og vildmarksture.
Lær at bruge kort og kompas her
Toiletsager og personlig hygiejne
Den personlige hygiejne er stadig vigtig, selv om man render rundt i naturen. Overvej selv, hvad og hvor meget, du har behov for.
- Toiletartikler: Tandbørste, tandpasta, sæbe, toiletpapir osv. Medbring det mest basale på turen.
- Håndklæde: Vælg et letvægtshåndklæde, der tørrer hurtigt, og hverken fylder eller vejer ret meget.
Telefon og Powerbank
Medbring eventuelt din telefon, så du nemt kan komme i kontakt med omverdenen. På længere ture, skal du måske også tænke i opladningsmuligheder.
- Mobiltelefon: Medbring din mobiltelefon til nødsituationer og kommunikation. Så kan du både ringe efter hjælp, eller blive kontaktet, hvis der skulle være behov for det.
- Powerbank: Sørg for at have en Powerbank med til at oplade din telefon undervejs. En solcelleoplader kan være en mulighed til længere ture. Vælg en Powerbank med høj kapacitet, så du har strøm til flere dage.
- Opladerkabel: Medbring det nødvendige opladerkabel til din telefon og Powerbank.
Tips og anbefalinger til pakning til vandreturen
- Pak let og smart: Undgå at overbelaste din rygsæk med unødvendige ting. Overvej din oppakning grundigt. Og tag kun det med, som du har behov for. Travel lightly er vigtigt, så du ikke slæber alt for meget ekstra grej med.
- Tjek vejrudsigten: Vær forberedt på ændringer i vejret og tilpas din pakning derefter. Er der udsigt til høj sol, kan regntøjet måske undværes. Tjek diverse vejrtjenester inden turen, og vurdér hvad der er nødvendigt at medbringe.
- Træn grundformen: Styrk din kondition og muskelstyrke inden vandreturen. Gå gode lange ture, inden du kaster dig ud i lange vandreture. En fod grundform er vigtig, så du kan holde til at gå mange kilometer hver dag.
- Respektér naturen: Leave no trace. Efterlad ingen spor og vær opmærksom på miljøet omkring dig. Respekter naturen og dyrelivet.
- Planlægning, planlægning, planlægning: God planlægning er en stor del af en god vandretur. Planlæg rute, overnatning, vandposter, spisesteder, grej osv. inden turen.
Få også inspiration til pakkeliste til shelterturen
Vandreture i Danmark
Der findes flere gode guides til vandreture i Danmark. På Vandretursguiden kan du få et hurtigt overblik over en vandreture i den danske natur.
https://www.vandretursguiden.dk/
Hos VisitDenmark kan du finde deres bud på Danmarks 10 flotteste vandreruter.
https://www.visitdenmark.dk/