Kan du lide at vandre langt, er Thru Hiking måske noget for dig. Bliv klogere på Thru Hiking, og hvor du kan prøve kræfter med lange vandreture.
Vandreture er fantastisk for både krop og sjæl. Man kommer ud i naturen og kan nyde denne, mens man samtidigt får motion og kan få renset sine tanker. Thru Hiking er netop til dem, der gerne vil tage disse vandreture til next level.
Hvad er Thru Hiking?
Thru Hiking er et begreb der dækker over vandreture over meget lange distancer. Vandreture der gennemføres uden afbrydelser og større pauser af turen. Distancerne i Thru Hiking er typisk fra 100 km og op til vandreture på tusindvis af kilometer. Længden på turen gør at det tager dagevis eller ugevis at gennemføre vandreturen.
Thru Hiking foregår med rygsæk, hvor man selv skal bære sin oppakning på hele vandreturen. På de rigtige hikes skal man sove i naturen, og ikke indlogere sig undervejs. Eller i hvert fald holde det på et minimum. På rigtigt lange vandreture, vil man kunne tage en såkaldt Zero Day. Det er en dag, hvor man holder pause og samler kræfter til næste lange tørn.
Mental og fysisk udfordring
Thru Hiking er både en fysisk og mental prøvelse. Selv “kortere” ruter på 100-200 kilometer, kræver at fysikken kan holde til det. Vabler og træthed kan melde sig. Noget der forstærkes på de lange distancer. På specielt de lange distancer, kan det mentale også være en udfordring. Det kræver vilje at gennemføre et hike på 1000 kilometer.
Ud over den fysiske afstand, er det også en rejse med ens egen krop og sjæl. Man kan virkeligt komme omkring sig selv og livet, når man vandre i dagevis eller ugevis.
Undervejs kan man også nyde naturen, roen, og måske opleve nye kulturer og folk, hvis du hiker i udlandet.
Udstyr til de lange vandreture
Backpacking er en del af det at være Thru Hiker. Du skal altså medbringe mange af de ting i rygsækken, som du skal bruge undervejs. Det gælder både grej til overnatning og madlavning. På længere ture, kan det være nødvendigt at proviantere undervejs, og købe mad og vand til flere dages vandring.
Det kan være en fordel at pakke minimalistisk, og desuden også bruge letvægtsudstyr. Det er markant lettere at slæbe 10 kilo end 30 kilo. Specielt over meget lange distancer. Så tag kun det mest nødvendige og uundværlige udstyr med på turen.
Udstyr til turen:
- Vandrerygsæk
- Vandresko
- Godt tøj til vandring
- Eventuelt regntøj eller regnponcho
- Telt, tarp eller hængekøje
- Sovepose og liggeunderlag
- Kogegrej som eks. et stormkøkken
- Mad og vand til flere dage ad gangen
- Evt. udstyr til vandfiltrering
- Pandelampe
- Førstehjælpsudstyr med bl.a. vabelplaster
- Vandrestave
- Kontanter til køb af proviant
Hvad du præcis bør have med, afhænger af hvilken tur eu vælger. I Danmark er du altid tæt på civilisationen, mens du på lange vandrestræk i Nordamerika, kan gå mange dage uden kontakt med civilisationen.
Thru Hiking ruter i Danmark
I Danmark har vi ikke nogle deciderede Thru Hiking vandreruter. Men der findes mange andre gode lange ruter, som kan bruges til lange vandreture. Vil du op på rigtigt mange kilometer, kan du jo gå Danmark rundt. Med knapt 9.000 km kystlinje, skulle man nok kunne sammensætte en god lang tur.
Der er dog rigtigt mange fine lange vandreruter i Danmark, som du kan starte ud med. Også ruter på flere hundrede kilometer. Og i Danmark er der masser af shelterpladser, så du er aldrig langt fra en overnatningsmulighed på dine ture.
Herunder får du et bud på nogle gode ruter.
Hærvejen – 477-494 km
Hærvejen giver dig mulighed for en god lang vandretur i Danmark. Her vandrer du fra grænsen ved Tyskland til det nordlige Jylland (eller modsat), og kommer undervejs forbi smuk natur og flere fortidsmonumenter fra Danmarkshistorien. Hærvejen består af to lange vandreruter: Frederikshavn-Padborg (cirka 477 km) og Hirtshals-Padborg (cirka 494 km).
Den Danske Pilgrimsrute – 1.000 km
Den Danske Pilgrimsrute strækker sig over mere end 1.000 km. Den består ret beset, af en række mindre ruter, her i blandt Hærvejen. Samlet set er der dog over 1.000 km. Du kan vandre på en af delruterne i både Jylland, på Fyn og på Sjælland. Faktisk er pilgrimsruten en del af den samlede pilgrimsrute i Europa, hvor du kan gå hele vejen fra Danmark til Santiago de Compostela i Spanien.
Camønoen – 175 km
Camønoens cirka 175 kilometer, tager dig forbi noget af Danmarks smukkeste natur. Du kommer forbi bl.a. Møn, Nyord og Bogø, langs vand, skove, søer stier, landeveje, broer og byer. Og ikke mindst også forbi de smukke hvide kridtklinter på Møn.
Sjællandsleden – 400 km
Sjællandsleden er en kystnær vandrerute på cirka 400 kilometer fra Sjællands Odde til Stevns, hvor du kommer en stor del af Sjælland rundt.
Øhavsstien – 220 km
Øhavsstien er en cirka 220 km lang rute rundt i landskabet på det sydlige Fyn. Trampestien tager dig blandt andet rundt på flere af de smukke øer i det Sydfynske øhav.
Kyststien på Bornholm – 120 km
Hvis du vil prøve lidt anderledes natur at vandre i her i Danmark, skal du prøve kyststien på Bornholm. Det er en vandretur på cirka 120 kilometer rundt langs Bornholms kyster, hvor du kan opleve klipper, vandfald og meget mere.
Vesterhavsstien – 160 km
Vil du gerne vandre ved Vesterhavet, kan du prøve kræfter med Vesterhavsstien. Den cirka 160 lange vandrerute går fra Thyborøn til Vejers. Der er sti dt meste af vejen, og hele tiden mulighed for at gå på stranden, hvis det er det, man har lyst til.
Find flere vandreruter på alltrails.com.
Kendte udenlandske vandreruter til Thru Hiking
De rigtigt lange vandreruter indenfor Thru Hiking, foregår i udlandet. Begrebet er specielt udbredt i Nordamerika, og Thru Hiking er populært i både USA og Canada. Af samme grund ligger nogle af de mest kendte ruter derovre. Men der er dog flere gode og lange vandreruter i Europa også.
The Appalachian Trail – 3.500 km, USA
A.T. er en de de mest kendte og mest besøgte Thru Hiking vandreruter i verden. Den er en tur på cirka 3.500 km, strækkende sig fra Springer Mountain i Georgia til Mount Katahdin i Maine. Turen foregår i meget skiftende terræn.
Den Europæiske Fjernvandrevej – 8.000 km, Europa
Den længste rute i Europa, er Den Europæiske Fjernvandrevej, som strækker sig helt fra Nordkap til Sicilien. Med cirka 8.000 kilometer, er det en vandretur for de mest dedikerede. Turen kan deles op i bidder.
Pacific Crest Trail – 4.270 km, USA
The Pacific Crest Trail løber fra syd til nord i USA. Du vandre fra USAs grænse mod Mexico, og hele vejen op til den nordlige grænse mod Canada. Turen på små 4.300 km tager dig igennem alt slag terræn, og ofte i meget isolerede områder.
Caminoen – 87-820 km, Spanien
Caminoen er en klassisk vandrerute i Spanien. Den gamle pilgrimsrute til Santiago de Compostela, er en af de mest kende vandreruter. Der findes flere forskellige startpunkter, og dermed også mulighed for at vælge en vandretur, som passer til dig. De længste af ruterne er Camino Franchés (780 km) og Camino del Norte (820 km), mens den korteste er Camino Finisterre (87 km).