Mariehøneedderkoppen er et imponerende syn. Den farverige han lyser op i landskabet, med sin knaldrøde bagkrop med sorte prikker.
En af Danmarks flotteste, men også med sjældne, edderkopper er mariehøneedderkoppen (Eresus sandaliatus). De er svære at få se i naturen, da de lever det meste af livet i huler i jorden. Men i foråret kan du være heldig at opleve dem, når hannen skal ud og lede efter en mage i parringstiden.
Og hannen er netop den der har lagt navn til arten. Den knaldrøde bagkrop med fire sorte prikker, leder uundgåeligt tankerne hen i retning af en mariehøne. Og det er da også netop hannen, du kan være heldig at se. Benene har desuden hvide striber.
Faktisk er både hunnen og hannen normalt helt sorte. Men ifm. hanedderkoppens sidste ham-skifte når den bliver kønsmoden, får den det ekstra flotte udseende. Hanedderkoppen har en længde på cirka 2 cm. Hunnen er lidt større, men med lidt kortere ben.
Mariehøneedderkop med rød bagkrop med sorte prikker (foto: Peter Jessen)
Marehøneedderkoppen lever kun i Jylland
Men du skal være heldig, og så skal du lede de rigtige steder, hvis du skal have en chance for at se den flotte mariehøneedderkop. Den lever kun få steder og findes udelukkende i Jylland, når vi kun ser på Danmark. Danmark udgør det nordligste af edderkoppeartens udbredelse.
Her lever Mariehøneedderkoppen på lune, sandede og sydvendte skråninger. Gerne skråninger der kun har vegetation. Her kan den grave sine tunneller og huler, som den bor i det meste af året.
Dine chancer for at se en mariehøneedderkop er desuden størst i foråret, hvor hannen skal på jagt efter en mage. Han kan derfor spottes, mens han lusker rundt efter en hunedderkop at parre sig med.
Efter endt parring, vil hunnen i de fleste tilfælde slå han-mariehøneedderkoppen ihjel og spise den. Den lægger herefter sine æg i en kokon nede i sin hule. Når ungerne klækkes bliver de hos moderen vinteren over. Hun dør herefter og bliver spist af de små babyedderkopper.
Skarnbassernes fjende
Mariehøneedderkopperne tilbringer næsten hele livet i deres tunneller, hvor de ligger på lur efter insekter, som kommer forbi deres bo. Deres rørformede spind strækker sig ned i jorden, med et lidt tyndere “låg” i jordniveau.
Når et byttedyr kommer forbi, vil det sætte sig fast i spindet. Mariehøneedderkoppen kommer derefter hurtigt frem fra skjulet, og afliver sit bytte med dens kraftige bid. Biddet er kraftigt nok til at bide gennem rygskjoldet på en skarnbasse.
Det skulle derfor også være meget smertefuldt, hvis du skulle blive bidt af edderkopppen.
Vil du lede efter mariehøneedderkoppens hule, kan du kigge efter små åbninger med spind for, hvor der ofte vil ligge rester af døde insekter rundt om indgangen.
