Kender du de danske kornsorter? I sommeren bugner markerne af korn. Men hvordan ser de forskellige kornsorter ud? Lær at kende forskel her.
Kornmarkerne står flot her i sommermånederne. Men hvordan er det nu man kan genkende de forskellige kornsorter?
Herunder får du en guide til de typiske fire kornsorter i Danmark.
De fire kornsorter er:
Byg
Byg kendes let på dens lange bløde tråde/hår. Når man ser en bygmark, ser den blød” ud. Som en stor fluffy dyne, der har lagt sig oven på jorden.
Byg bruges typisk til bygmalt til ølbrygning. Desuden anvendes byg i stor grad til svinefoder.
Rug
Rug kan lettest forveksles med hvede. Den har mellemlange tråde/hår, desuden er rugakset lidt mere fladt end på hveden. Trådene er længere end på hvede.
Rug dyrkes i stor stil til brug i rugbrød. Det anvendes desuden også til bl.a. knækbrød.
Hvede
Hvede har et lidt tykkere aks end rug, og har kortere tråde. Hvor rug ser lidt fladtrykt ud, har hvede et mere buttet udseende.
Hvede er nok den vigtigste af de fire kornsorter, da den anvendes i mange af vores fødevarer. Den bruges i meget bagværk, både brød og kager. Men anvendes desuden i mange andre fødevarer også.
Der findes mange varianter af hvede, som giver forskellig typer brød. Bl.a.spelt og ølandshvede bliver mere og mere populært til brød.
Havre
Havre skiller sig markant ud fra de tre øvrige danske kornsorter. Den har ikke aks på samme måde som byg, rug og hvede. Den ligner mere et græs. Som den populære folkesang lyder: jeg er havren, jeg har bjælder på. Kernerne sidder hver for sig, som små “bjælder”.
Havre dyrkes i dag primært til fremstilling af havregryn, som bruges til morgenmad.
FAQ om de vigtigste kornsorter i Danmark
Herunder kan du finde svar på en række spørgsmål om de mest almindelige kornsorter i Danmark.
Hvornår høstes korn?
Kornet høstes når det er modent. Her er kernerne færdigudviklede og vandprocenten lav. Typisk er kornet modent i juli-september. Vintersorterne høstes typisk lidt før vårsorterne.
Hvad bliver der dyrket mest af i Danmark?
Byg er den kornsort der dyrkes mest i Danmark. Herefter følger hvede, rug og havre.
Hvad er den sundeste korn?
Fuldkorn er den sundeste udgave af de almindelige korn, da den indeholder flest fibre, vitaminer og mineraler.
Hvad er fuldkorn?
Til fuldkornsmel bruges hele kornet. Fuldkorn består af både frøhvide, kim og klid (skaldelene). Her sidder de fleste fibre, vitaminer og mineraler, hvilket gør fuldkornsmel til en sundere type mel end almindeligt mel.
Hvilke kornsorter bruges til brød?
De fire kornsorter hvede, rug, havre og byg, kan alle bruges til brød. De mest brugte er dog hvede og rug.
Hvad kaldes skaldele fra korn?
Skaldelene, altså kornets yderste lag, kaldes for klid. Klid har et højt indhold af kostfibre (cellulose), der gør dem rigtig gode i din kost.
Hvor mange slags hvede findes der?
Der findes omkring 30 forskellige hvedesorter der dyrkes. Nogle af de mest kendte er Durumhvede, Ølandshvede, Spelt, Manitoba, Emmer, Kamut og Enkorn.
Hvilken kornsort er spelt?
Spelt er en ældgammel sort af hvede (urhvede). Spelt har rigtigt gode bageegenskaber, da den indeholder meget gluten. Spelt bliver derfor mere og mere udbredt til brød.