Sneen har lagt sig over Danmark, og skaber flotte hvide formationer i naturen. Med hvad er sne egentligt?
Vinteren har gjort sit indtog i Danmark, med iskolde temperaturer og nedbør i form af sne. Sneen skaber flotte hvide landskaber, og skoven er som forvandlet i denne tid.
Men hvad er sne?
Sne er vanddamp som er blevet forvandlet til is når temperaturen i skyerne falder til ned under frysepunktet. Iskrystallerne vil samle sig med andre iskrystaller, indtil den samlede masse er så tung, at den falder ned som et snefnug.
Snefnuggene kan være både små og store. Og faktisk er det temperaturen i skyen, der er med til at afgøre, hvor store iskrystallerne, og dermed snefnuggene, bliver.
Kolde skyer indeholder mindre vanddamp. Det giver mindre iskrystaller. Lidt varmere skyer indeholder mere vanddamp. Det giver større iskrystaller, som kan samle sig og falde som store snefnug. Hvert snefnug består af omkring 100 iskrystaller, og falder typisk med en størrelse op til 2,5 cm.
Når iskrystallerne samles og falder som sne, falder snefnuggene typisk med en hastighed på cirka 5 km/t.
Sne består af smukke iskrystaller
Sne består af iskrystaller. Og iskrystaller er hver for sig utroligt smukke. Der findes mere end 80 slags forme, og de kan se ud som bl.a. prismer, nåle, søjler, plader og forgreninger. Udseendet afgøres af forhold som temperature og vandmætning.
Et snefnug har typisk seks symmetriakser, som det forgrener sig ud af. Den hexagonale (sekskantede) krystalstruktur kan være dybt imponerende at se på.
Tøsne, frostsne og slud
Sne opdeles typisk i 3 hovedkategorier. Frostsne, tøsne og slud. Sneens egenskaber er helt forskellige her, og som du sikkert har lagt mærke til, er noget sne godt til en god kælketur med ungerne, mens andet er perfekt til sneboldskampe og snefigurer.
Frostsne
Frostsne opstår når vi har frostvejr, som går fra jordoverfladen og helt op til skyerne. Snefnuggene når ikke at smelte på vej ned til jorden, og lægger sig på jorden, som et blivende lag (så længe frosten varer). Frostsne kender du også som den sne der knirker og knaser, når du går rundt på det.
Frostsne er ikke god til snebolde og snefigurer, men er derimod perfekt til en tur på kælkebakken eller en skiferie.
Tøsne
Tøsne opstår når temperaturen ved jordoverfladen er omkring 0 grader. Nogle af snefnuggene vil smelte, og det gør at sneen får lettere ved at hænge sammen. Smelte sammen.
Tøsne er ofte børnenes favorit, da den er perfekt til snebolde og snefigurer (snemænd, snedamer m.v.). Måske I også kan bygge en iglo hjemme i haven.
Slud
Slud opstår når temperaturen er højere, så nogle af snefnuggene når at smelte på ved ned til jorden. Det bliver derved en blanding af vanddråber og smeltende snefnug. Slud er hverken godt til snebolde eller kælketure.
Kan man spise sne?
Sne er jo i princippet bare is, som jo så er vand. Så i bund og grund, kan du godt spise sne eller tø det op og drikke det.
Men du bør ikke indtage sne, da sneen under sin vej til jordoverfladen, kan suge en masse forurenede partikler i luften til sig. Det kan være både støv, udstødningsgasser fra biler, røg fra fabrikker og andre giftstoffer. Så selv om det er sjovt at fange snefnug med tungen under et godt snevejr, er det med en vis sundhedsrisiko det sker.
Hvad med gul sne?
Den gule sne findes tit i skoven. Den indikerer at en dyr (eller menneske) har tisset her. Så selvom det måske ikke er mere skadeligt end almindeligt hvidt sne, bør du holde dig fra gul sne.
Ved du forresten hvorfor det bliver koldere når solen står op?
Kilder: DMI, Ingeniøren og Illustreret Videnskab.