Skal du på sheltertur, kan det være en god idé at medbringe en førstehjælpskasse. Her får du vores bud på, hvad du skal have med i førstehjælpskassen.
En førstehjælpskasse kan være en meget brugbar ting på shelterturen. Der kan gå mange ting galt, og du kan slå dig, skære dig på kniven, brænde dig, bidt af en flåt eller stukket af en hveps.
Er uheldet ude, kan det redde shelterturen, hvis du har en førstehjælpskasse med.
Hvad skal din førstehjælpskasse indeholde?
Indholdet skal afspejle den situation, som du skal du i. Er det flere dages sheltertur eller en overlevelsestur? Holder bilen i nærheden, eller er der langt til hjælp?
Sørg for at få afdækket behovet, og pak så førstehjælpskassen derefter.
Herunder har vi samlet vores bud på en god førstehjælpskasse, som ikke behøver at fylde alverden, og nemt kan medbringes på shelterturen. I betragtningen er selvfølgelig, at vi i Danmark, aldrig er sådan rigtigt langt fra alting. Men skulle du komme til skade, skal der helst være udstyr til at forbinde et stort sår, som holder ind til du kan komme ind på skadestuen.
Indhold i førstehjælpskassen:
- Gummihandsker
- Spritservietter til desinfektion
- Håndsprit
- Plastre i forskellige størrelser – evt. vabelplaster
- Strips til sårlukning
- Forbinding, gaze, sikkerhedsnåle, sterile bandager
- Rensevæske (saltvandsopløsning) og øjenskyl
- Saks
- Pincet
- Flåtfjerner
- Giftsuger til bistik og hvepsestik
- Insektgel til stik, bid, kløe m.v.
- Panodil (hovedpinepiller/smertelindring)
- Antihistaminer
- Ispose
- Brandsår gel
- Termisk tæppe
- Evt. fløjte
- Mobiltelefon til nødopkald
Med ovenstående er du ret godt dækket ind, til de småskrammer, insektbid og lignende, som er de hyppigst forekommende på en sheltertur.
Delene kan købes enkeltvis på apoteker og i supermarkeder. Men du kan også købe færdige førstehjælpskasser og kits.