På fossiljagt efter vættelys og søpindsvin
Mange synes, det er spændende at lede efter fossiler, søpindsvin, vættelys, hulsten, sømus, hajtænder eller rav ved danske strande. Nogle gange er man heldig (eller dygtig) at finde noget, men det er ikke altid, man støder på de mest specielle fund – fossiler og forsteninger.
Chancerne for at finde fossiler stiger, hvis du vælger de rigtige steder. Forholdene ved stranden har stor betydning for, hvor store dine chancer er.
Led efter fossiler ved skrænterne på klintekyster
Rigtigt mange steder findes der store mængder sten, og selvom det er sjovt at kigge her, kan det føles som at lede efter en nål i en høstak. Der er større chance for at finde fossiler ved strande med skrænter og forskellige jordlag, kaldet klintekyster. Disse findes mange steder i Danmark. Her bringer vejr og vind forsteninger og fossiler frem, når det gnaver sig ind i skrænterne.
Finder du klinter og skrænter med lerlag, som eksempelvis moler, kan du prøve at splitte klumper af moler ad. Split moleren langs lagene med en almindelig spisekniv. Mellem lagene i lejren kan du måske finde fossiler af fisk, dyr, insekter eller planter.
Hvilke steder er gode til fossiljagt?
Der er mange gode steder til fossiljagt i Danmark. Her har vi samlet nogle af de bedste steder, som er ideelle til en tur med familien:
- Bornholm: På Bornholm kan du bl.a. finde skrænter med skifer, hvor du kan være heldig at finde fossiler. Tag afsted pp egen hånd, eller få en guidet tur hos NaturBormholm.
- Bovbjerg: Bovbjerg er en 6 km lang kystklint kendt for sine istidslag. Ved foden af klinten kan man finde forstenede søpindsvin.
- Bulbjerg: Ved Bulbjerg i Nordjylland kan du være heldig at finde fossiler ved kalkstensknuden. Her findes bl.a. søpindsvin og søpindssvinspigge.
- Dalbyover Kalkgrav: I kalkgraven kan du bl.a. finde søpindsvin, stilke fra søliljer og muslingeskaller, som levede på bunden af det forhistoriske hav, for 60 mio. år siden.
- Djurs: Ved Sangstrup og Karlby klinter på det østligste Djurs, kan du finde resterne af et 65 millioner år gammelt koralrev, som består af bryozokalk og flint. Her ved klinterne kan du finde forskellige forsteninger og fossiler.
- Ertebølle Strand: Ved Ertebølle Strand ved Limfjorden kan du finde forsteninger og fossiler bed molerklinterne.
- Faxe Kalkbrud: Her kan man finde fossiler som eksempelvis koraller, snegle, muslinger og hajtænder.
- Fur: Fur er et af de bedste steder at lede efter fossiler. Øen har mange skrænter og molergrave, hvor der ofte findes flotte fossiler af insekter, dyr og planter. Fur Museum har en stor samling af fossiler og tilbyder af og til guidede ture med en geolog.
- Gjellerodde: Ved strandene omkring Lemvig, især ved Gjellerodde nord for Lemvig, dukker der ofte forsteninger som søpindsvin op.
- Gram Lergrav: I Gram Lergrav kan du finde fossiler som konkylier, muslingeskaller, tænder og knogler. I lergraven er der bl.a. fundet hvalskeletter, som du kan se hos Museum Sønderjylland.
- Lodbjerg: Lodbjerg kystklint har et istidslag med glimmer ler, som indeholder mange fossiler.
- Mariager Fjord: Ved Mariager fjord finder du flere gode steder til fossiljagt. Prøv ved Katbjerg Odde og Bramslev Bakker, hvor du bl.a. kan lede efter søpindsvin, bryozofossiler og søliljer.
- Mors: På Mors findes der også store forekomster af moler på øen, hvor der er fundet mange fossiler. Fossil- og Molermuseet i Nykøbing Mors udstiller nogle af de bedste fund. Det er også muligt selv at finde fossiler på øen.
- Møns Klint: Møns Klint er en anden kalkklint, hvor du kan finde fossiler i kridtaflejringerne. Ved Møns Klint finder du også et GeoCenter, hvor du kan finde information, få guidede ture og se fossiler fundet i klinterne.
- Skillingbro Kalkgrav: I Skillingbro Kalkgrav kan du se efter bryozokalk i skrænterne i kalkgraven. Her kan du finde Bryozoer / mosdyr, som er små kolonidannende marinedyr. I kalken kan du også finde andre fossiler og forsteninger.
- Stevns Klint: Stevns Klint er kendt for sine kridt- og kalkaflejringer. Her kan du finde fossiler af bl.a. søpindsvin og muslinger. Klinten er en del af UNESCO’s verdensarv. Du må derfor ikke hakke i klinten.
- Trelde Næs: For foden af de høje klinter ud til Vejle Fjord, er det et godt sted at lede efter fossiler. Her du bl.a. finde søpindsvin og hajtænder.
Husk loven om Danekræ
Hvis du finder noget unikt under din fossiljagt, skal du kende loven om Danekræ. Danekræ er en betegnelse for naturskabte genstande, som har en enestående naturhistorisk værdi. Finder du noget helt specielt, skal det indleveres til museer. Du kan modtage en findeløn for sådanne fund.
Find mere information om Danekræ her