Under en BioBlitz gælder det om at undersøge naturen. I skal se hvor mange dyr, fugle eller insekter, som findes i området I er i. En BioBlitz er både sjov og lærerig.
Vil du gerne have at dine børn skal blive lidt klogere på naturen? Så skal I prøve at holde en BioBlitz, når I er på sheltertur.
Her skal I undersøge det område I befinder jer i, og undersøge hvilke arter der findes der. Det kan være dyr, insekter og fugle. Både til lands, til vands og i luften.
Hvad er en BioBlitz for noget?
En BioBlitz er helt grundlæggende, en artsregistrering indenfor et mindre område. Her skal I undersøge det nærværende habitat, og se hvilke artsrigdom der findes der. Undersøge biodiversiteten, om man vil. Og det kan være alle steder. I skoven, på stranden, mark og eng, sø, å eller hav.
Og så er det en glimrende måde at aktivere børnene på, få dem interesseret i naturen, og lære en masse om dyrene i området.
Hvad skal man bruge til en BioBlitz?
Foruden jeres nysgerrighed på naturen og de væsener der lever i den, kan det være en fordel at medbringe en smule grej. Det før det nemmere at indfange og undersøge dyrene.
Forslag til grej til BioBlitz:
- Et sommerfuglenet – så kan I nemmere fange flyvende insekter
- En insektsuger – effektiv til at indfange insekter – og så er den bare lidt sej
- En hvid plastbakke eller skål – til at undersøge dyrene.
- Et syltetøjsglas – til flyvende insekter
- Et forstørrelsesglas – så I kan nærstudere dyr og insekter
- Evt. et par gummihandsker
- Papir og blyant – så I kan notere hvilke dyr I finder på BioBlitzen
Sådan holder I en BioBlitz
Start med at udvælge hvilket område, som BioBlitzen skal foregå i. Er det i forbindelse med en sheltertur, er skoven en oplagt mulighed. Måske er der også en sø eller en å i nærheden. Der er altid spændende dyr i vand.
I kan hjælpe hinanden som ét samlet hold, eller holde en lille BioBlitz-konkurrence. Hvilket hold kan finde flest dyr på en halv time? Eller en time måske. I kan også vælge 2 habitater, og så på skift undersøge dem. Hold 1 tager skoven, hold 2 søen. Og efter en halv time, byttes der rundt.
Undersøg nu naturen i området, og find og observér der dyr der er der. Løft en gammel træstamme. Kig under sten, se efter ved vandplanterne. Hvilke fugle kan I se og høre. Dyr er der nok af, hvis bare man kigger efter.
Sørg for at dokumentere dyrene. Skriv navnet ned. Tag et billede. Er der noget I ikke kender, kan I med et billede undersøge det sammen bagefter.
Til sidst tæller I sammen, hvor mange dyr I har fundet. Prøv også at sammenligne listen med det andet holds liste. Er der nogle I ikke har fundet? Har I nogen dyr, som det andet hold ikke fandt.
Få hjælp til artsbestemmelse
Finder I dyr på jeres BioBlitz, som I ikke kender i forvejen, kan I få hjælp med forskellige apps på telefonen. Her kan I slå arterne op, og få et bud på, hvad det er I har set. Enten i form af et opslagsværk, eller med en app med fotogenkendelse.
Prøv at se på disse apps:
- iNaturalist – fotogenkendelse skaf dyr og planter
- Sommerfuglejagten – fra Danmarks Naturfredningsforening
- Naturbasen
INaturalist er denne forfatters personlige favorit. Den er super simpel, og giver gode resultater. Tag et billede af dyret, og så vil appen komme med forslag til artsbestemmelse.
Skriv en kommentar